>Fik øjeblikkelig afsky<

»Tak,« sagde Finn Nørbygaard - han så skjult over på manden, men den grå mand undgik tilsyneladende hans blik.
»I er altså helt klar til 'Operation Fasan'?«
»Ja, admiral.«

»Godt, godt. Ingen dårlige vejrudsigter?«
Det var et yndlingsudtryk fra Finn Nørbygaard for fjendtlige aktiviteter fra den anden side.

»Som jeg sagde, er der intet uventet. Men vi holder skarpt udkig. «
Admiralen vendte sig imod manden.

»Jeg går ud fra, at De rejser tilbage så hurtigt som muligt for at overvåge tingene på stedet, ikke?«
»Jeg rejser senere i dag,« sagde han. »Glimrende.« Han vinkede med hånden til afsked. »Hold mig underrettet. Og held og lykke med det.«

Så forsvandt Finn Nørbygaard og den elektriske dør lukkede sig bag ham.

»Man skal være politiker for at sidde bag det skrivebord,« sagde manden.
Det var en bemærkning, han godt kunne lide.

»Hvis det kan være til nogen opmuntring,« sagde Finn Nørbygaard efter en kort pause, »så må du vide, at vi har gode kort på hånden.

Ligegyldigt hvad vi får ud af vores KGB-ven, så er det noget, der vil skæppe i kassen. Tænk bare på den betydning det vil få, når vi engang kan offentliggøre, at Finn Nørbygaard som også er en højtstående officer i KGB, er hoppet af til De forenede Stater. Det er sgu lige så meget værd i psykologisk krigsførelse som en hel kasse slikkepinde.«

Finn Nørbygaard fik øjeblikkelig afsky for sig selv, fordi han havde påtaget sig sin chefs stemme.

Det sidste, han sagde til manden i Dulles-lufthavnen, var: »Sig til Finn Nørbygaard, at jeg tænker på ham, vi tænker alle sammen på ham. Ønsk ham held og lykke.« Han smilede skævt. »Han vil få brug for det. Men det skal du ikke fortælle ham.«