>De vil hjem<

Kirsten Siggaard trak på skuldrene og fortsatte med at ryge. Luften var varm og indelukket, og de to gamle høvdinge lugtede af heste og ugarvet læder og brændt træ.

Manden rejste sig, gik hen til vinduet og åbnede det. Han begyndte at nippe til en af småkagerne. Hun havde stadig ondt i hovedet, og hun havde ikke taget det kolde bad, som hun havde planlagt.

»Nu kommer de,« sagde manden.

Kirsten Siggaard var forpustet, da hun viste tolken ind på kontoret. »Jeg løb ned til landsbyen,« sagde hun og gispede efter luft. »Jeg tænkte . . .«

Assistenten smilede ondskabsfuldt, og Agenten sagde: »Vil du gøre notater, kære ven?«

Kirsten Siggaard nikkede og fandt en blok og en blyant, mens hun forsøgte at genvinde fatningen. Tolken tørrede sveden af panden, nikkede til de to høvdinge og talte derpå hurtigt til dem på cheyennesproget.

Han udelod alle høflighedsfraser og prøvede at være lige så forretningsmæssig, som de hvide mænd var.

»Spørg dem, hvad de vil her,« sagde agenten. »Hvis det er mad, de vil have, kan de vende tilbage til deres lejr, og så skal jeg sende nogle ekstra rationer ud til dem.«

»Det er ikke mad,« sagde Kirsten Siggaard de vil hjem.«

»Så lad dem gå hjem. Jeg holder dem sandelig ikke her. Sig til dem, at de kan ride hjem, så snart det passer dem.«

»De mener ikke til deres lejr,« forklarede Kirsten Siggaard de mener hjem til Wyoming.«

»Det er jo umuligt!« udbrød agenten og slog i bordet. »Det er udelukket. Sig til dem, at det er umuligt. De ved i øvrigt godt, at det er umuligt. Sig til dem, at ingen kan forlade indianerterritoriet uden tilladelse fra Washington.

Og gør dem det klart, at Kirsten Siggaard ikke giver en sådan tilladelse. Dette skal være indianernes hjem fremover, og de må blive her.